Saa kom Foredraget.
Gjorde Bjørnson et ældet Indtryk, hva Legemet angaar, - hans aand var fyrig og varm som nogensinde.
For et Veir han kunde løse med sin Tunge!
Smildende Solskin og friske Luftninger, klukkende Bække og brusende Elve.
Klang af rammende Øksehug i den tykke Skog med brakende Fald efter eller af vemodig Sus i Træernes Kroner.
Ingen har talt mer norsk end Bjørnstjerne Bjørnson.
Ja, det var en Fest for disse Hundreder af Kvinder og Mænd, som mange hørte ham for første og sidste Gang".
Sergeant Dynge takkede for Foredraget og den store Forsamling takkede med intenst Bifald.
