Mange hadde ridehest, men flere gik.
Brændevin paa flasker, men mere paa kagger.
Om denne sidste fjelldans fortælles:
Søndag formiddag med sol over fjell og skar.
Kittil Langebakke sat paa «spillmands-steinen» og spille-de halling og springar, men tonerne var veke og de naadde ikke langt før vidden tok dem.
Naar man hadde danset en tid, og indholdet av flasker og kagger var minket endel, steg motet og kamplysten og man begyndte at slaas med tørre næver.
De, som hadde hester, satte sig op og red i fuld karriere mot hinanden.
Paa den maate slos disse.
En som het Erik Støa svang sig paa hesteryggen og skulde hjem, men en slaaskjempe fra Eggedal, som vi kalder Ole, grep hesten i rompa og holdt den.
Erik slog paa hesten med laashellen, men Ole staholdt den; da snur Erik sig paa hesteryggen og drar til Ole i hode med laashellen, saa han stuper som var han skudt.
Men mens man har sviret og danset, har der i vest trukket op mørke skymasser; de kommer nærmere - og pludselig sænker de sig ned over fjellet, mens vind fører tunge regndraaper med sig.
Kvindfolk med paraplyer slaar ring om
spillemanden for at beskytte ham og felen mot regnet; men det er
faafengt.
Snart slaar stormen ned over dem med ubændig kraft, paraplyer rives i filler, som var det papir, og Kittil Lange-bakkes spil ender med et tonebrud.
Raumyrene indhylles i et haapløst mørke, regnet øser ned og taaken jager med forfærdelig fart langs bakkeskraan-ingerne; og alle disse stakkars mennesker, som nys var saa glade, de er nu blit sultne og trætte, de jages nu til hver sin kant, viddens vælde er over dem og driver dem ind i mørket.
Det var jo saa mange, mange timers vei ned til bygderise selv i fint veir og saa at skulle finde frem gjennem storm og mørke! forts.
Det blev en kamp for livet.