30. Efter at være kommen til ro efter de stedfundne forandringer, griber
jeg nå min dagbog og min pen for at nedtegne lidt af mine følelser og
tanker.
Jeg er altså kommen på den anden side af Krøderens vande, hvor jeg altså for en tid skal plante min bolig.
Jeg kommer herved til at tænke tilbage på disse 2 år jeg har tilbragt på den østlige side af fjorden.
Det var i September, en klar høstdag jeg for første gang lod mit blik glide udover Krøderens tause vande og over den sig mod vintersøvnen heldende bygd;
den dag så den vistnok endnu skjøn ud, men høsten var dog kommen og bygdens skjønhed lå om føie tid indhyldet i sit hvide dække.
Amtsskolen høsten 1884, med bl.a. Wamraak som lærer, er forsåvidt ikke
nevnt under skolen i "Krødsherad" bind 111 av Andr. Mørch, men det står
at Guttekurset som varte fra 1. oktober 1885 til 8. mai 1886, var det
andre kurset og at 8 av guttene hadde vært med i forrige kurs.
(Dvs. dette første kurset som Wamraak var lærer ved.) Kurset blei holdt på Leir.
Den 1. desember skriver Wamraak at Krøderen har nu lagt sig, og isen ligger der blank og glat som som et speil.
3. Men denne herlighed varede kun kort, thi allerede idag var den gjæmt under det hvide dække.
17. Desember:
Nu falder sneen i tætte lag, ja det sneede forfærdelig ikveld, blæs gjorde det også, og det var så surt, så man knapt kunde tro, at hunde turde vove sig ud i sligt et veir.
Ja, men jeg skulde nå alligevel over fjorden til den anden side og synge jeg, og jeg syntes det var leit at lade sig stænge inde formedelst de tætte snelag.
Altså, jeg skulde afsted!
Magen til fart har jeg før aldrig gjort, og jeg vilde ønske at den sent måtte gjentage sig.
Man fortalte mig at man i sligt snetykke let kunde "vingle" på isen, men jeg troede at det ville også i mørkeste snetykningen måtte lade sig gjøre at gå bent frem efter næsen, - altså, jeg tog ivei.
Kommen et lidet stykke fra land tabte jeg straks lyset og var nu ganske overladt til den retledning skisporet og de faldende sneklokker kunde vise mig.
Jeg merkede med det samme at mine ski havde ligesom et forunderligt, for mig aldeles hemmelighedsfullt, lag til at vilde tiltrækkes mod høire - syd-over.
Var der
en magnet, der virkede på dem?
Eller var der noget som virkede på føreren?
Nei, jeg kunde ikke finde det, men til høire gik det!
Ganske ubevisst havde jeg svinget så småt, så småt, og ak!
Min kurs var ei længre den rætte.
Jeg følte ligsom på mig
at målet blev mig fjernere og fjernere;
Hist henne blinker et lille lys,
hvor er det?