Som før nevnt hadde Wamraak skole i Rishevd noen uker hvert år.

Våren 1884 var ikke noe unntak.

Wamraak besøker også "den syge Gut i Redalen".

Wamraaks syke gutt er Kristian Andersen , sønn av Anders Olsen f. i Hølen i Strømsoddbygda og Berte Bjørnsdatter fra Ørpen.

De budde i Bottolfgard. (Nordstugu, bruk 1)

Kristian var født i 1861 og døde dette året, 1884.

Den 20. april.

Idag besøkte jeg atter den syge gut i Redalen, Kristian Bottolfsgård.

Han var idag meget syg og ventede med sikkerhed på at døden snart måtte indfinde sig.

O, det var godt og rolig at stå ved hans dødsleie;

han længtes inderlig efter at fare herfra og få vandre med Christo.

Jeg bad med ham og for ham , og det var som hans øine strålede af himmelsk klarhed og herlighed.

Gribende var det da han, svag som han var, rakte sin skjælvende hånd til sine kjære omkringstående for at sige dem sit sidste farvel.

Han havde et takkens og formaningens ord til alle.

"Kjære", sagde han til sine nærmeste omkringstående, "omvend eder ;

thi døden kunde snart rive eder bort.

Tro på Gud, tænk på Jesus," sagde han til andre.

Han er min jevnaldrende, og på mig gjorde det hele et uudslætteligt indtryk.

Den 23. april skriver Wamraak i dagboka:

Idag har Herren endelig forløst ham og ført hans sjæl ind i evighedens boliger.

Kl. 10 1/2 hensov han stille og roligt i troen på sin frelser.

Det skjedde mer denne våren mens Wamraak holdt skole i Rishovd.

Han bodde hos Ole EIlefsen og Inger Marie i Rishovd. (bruk nr. 12)

Ole overtok gården etter far sin, mens Inger Marie Mikkelsdatters jentenavn var Klekken. (fra Norderhov)

Den 24. april skriver Wamraak:

Idag var det en tung dag for mine kjære, gamle logifolk.

Konen havde ligget syg i lungebetennelse nogle dage, og idag var hun blevet meget klein.

Jeg blev hentet fra skolen ved middagstid; bømene skulde være igjen en time og læse.

Da jeg kom, var det såvidt hun kjente mig; hendes indfaldne øine viste tydeligt at den sterke, den usynlige gjest snart vilde indfinde sig,

Hendes mand og hendes tre børn var hos hende.

Børnerne, af hvilke den yngste var ca 14 år, havde endnu en smule håb, men ak, de blev så bittert skuffede; thi allerede mellom kl 3 og 4 sov hun stille og roligt hen, som jeg får håbe, i troen på sin frelser.

Det som syntes at give hende ro i hendes siste timer var Børnerne og påmindelsen om hennes frelser. forts.

Jeg havde ikke troet at Inger Rishovd så snart skulde have vandret bort fra sine.

Det var forresten meget underligt; en af de sidste gange, jeg besøkte min kjære Kristian, fortalte jeg ham, at hun var bleven syg.

Han bad mig hilse hende og troede at de snart skulde få gjensees i himmelen.

Hun var en from og snil kone, og jeg vil altid mindes hende som stille og venlig, der vilde gjøre vel mod alle.

Siden jeg vandrede ud fra mit kjære hjem, har ingen været mig mere en moder end hun.

25.

Hvorfor var der så tyst og stille i klassen i dag?

Hvorfor udeblir idag det glade og venlige smil som ellers pleier at slå mig imøde idet jeg åbner døren til skolen?

Akk se, der på den forreste benk sidder den stakkels gut - hvis moder igår sov hen, han hvis hjerte herved var nær ved at briste.

Han har allerede meddelt sine små venner dette sorgens budskap, og i betraktningen over hans tunge skjæbne og i deltakelsen i hans tunge sorg sidder de idag ligesom forstenede.

Når et barn lider, lider de alle.

Det viste sig også her.

Den 3. mai

Wamraak blei bedt om å være "talsmand".

Da veien ned til Olberg var lang og besværlig hadde han bestemt seg til ikke å følge med tilbake til Redalsskogen.

Denne bestemmelsen måtte han gjøre om; da man aldeles ikke vilde vide af andet end at jeg skulde følge hjem igjen.

Gjæsterne var særdeles ordentlige, og jeg fandt mig meget vel tilfreds iblandt dem, ikke en var beruset, hvilket jo ved slige anledninger er et særsyn.

Wamraak noterer tilslutt:

I april måned bragtes 10 lig til graven, et usædvanligt høit tal.

Mai 17.

Norges fagre frihedsdag.

Tak for hvad du gav os for 70 sommere tilbage; som et frit lands børn lade vi fædrenes minde nå på denne dag at komme deres stordåd ihu.

Krødsherreds 17. mai forening holdt med meget heldigt udfald en fest på den skjønne Bjørø.

Der afvæksledes med taler og sang hele kvelden fra kl 6 til henimod 11, da vi atter skiltes.

For dagen talte T. Strand, for fædrelandet A.W. (A.Wamraak?), og for kongen K. Skatvedt,

hvike taler besvaredes med kraftige hurraråb.

tilbake til 1993-2 startside

tilbake til Under Norefjell`s startside.

til side 19