|
Løvig var radikal, spesielt i skolesaker eler han bl.a. ville ta timer fra kristendomsfaget og legge til opplæringa i norsk. Redaktøren har ikke undersøkt om Wamraak var høyre- eller venstremann, iallefall er det sikkert at Wamraak ikke delte Løvigs syn på kristendomsfagets stilling i skolen. Vi skal ellers huske at i disse åra var motsetningene mellom høyre og venstre svært store. Tilbake til dagboka: Januar 23. I kveld holdtes opbyggelse af en kolportør Kristiansen fra Drammen. 29. Idag reiste stortingsmændene hr. Liljedahl og hr. Jak. Sverdrup her forbi. Meget morsomt og kjært var det atter at træffe sammen med min kjære Liljedahl. De lød begge til at være meget frimodige, ihvorved deres tingferd denne gang vistnok ikke er af de letteste. Igår den 28. sammentrådte de deputerte fra samtlige af landets venstre-foreninger i Kristiania for at vedtage love for "Norges venstreforening". |
Dette møde kaldes også for "Det nye Traniter-storthing" eller venstrekonventet, 98 deputerede fremmødte.
Feb. 8. Det lader til at det vil gå meget småt med aftenskolejenterne i regning; det nye system er for dem et rent uhyre, som de nok synes umulig kan sluges. Lidt opmuntring gjør i slige kritiske øyeblikke unægtelig godt, ofte kan det jo virke ligefrem manende. Jeg lod derfor falde ord om, at det var en aldeles nødvendig ting at lære det nye system, da det jo var det, som herefter skulde bruges, og det følgelig var dette vi måtte undervise våre børn i. Det var godt om vi kunde give dem en liden handstrekning også i så henseende. De fleste af dem gav kun fra sig et mildt smil og et stille suk, medens en fandt sig beføiet til at istemme: "Der er lange tidsikter, ak, ja". Det er visselig ikke bedst for den, som ser sig nødt til at fremstamme slige eller lignende udrab; jeg vilde ønske, de måtte være så få som muligt. |
|
Wamraak har nok skrevet feil måned da han etter den 11. februar skriver at han den 12. januar har tatt en tur til Åmot. Det ser ut som han var på besøk forskjellige steder på Modum i tida 12 - 14. februar. 14. Idag besøkte jeg Tråen og Røskeland i deres skoler. Til min store forundring fikk jeg høre at bønnene her endnu holdt på med den før så almindelige, men efter min mening nu aldeles tilintetgjorte syngetone.
Der var ingen hvile, men bestandig den samme syngende, ensformige, kjedelige, slørende tone. Jeg kan for min del ikke begripe hvordan de gode herrer kunde få sine ører til at blive fortrolige med en sådan humlesummen; havde det været mig, jeg havde før dyttet deres mund til. Skal bønnene komme til at forstå hvad de læser, så må naturligvis læsningen gjøres så naturlig som mulig, men naturlig bliver den aldrig, sålenge denne "elvetone" ikke banlyses fra skolen. Det er ganske anderledes morsomt at høre på børnene, når de under læsningen eller fortællingen bruger den tilbørlige afvækslende stemme, og at få dem til at bruge denne er slet ikke nogen trolldomskonst; |
den kræver kun at læreren er bestemt og ikke lader sig nøie før han får svaret eller læsningen i den forønskede tone. April 13. I kveld henimod kl. 11 overraskedes jeg af en skrål og larm ude i gården. Jeg skjønte straks, hvilke følge som nu var ude og gik, skjønt man skulde tro, at også slige folk for en del måtte respektere påskekvelden; men for den vanhellige er intet helligt.
Månen kastede sparsomt sine stråler til Jorden, og det var såvidt jeg kunde se dem, da de listede sig hen under mit vindu for at vække dem, hvem de søgte. Jeg benyttede anledningen og fik i rette tid overrasket dem med nogle kolde dryp med vand. Derpå fulgte også nogle passende ord, og alt havde den følge, at disse gode folk sneg sig bort igjen, efter vistnok først at have gjort en del kvalm med hujen og håndklap. Det er dog ganske forferdeligt, hvilken magt det fordervelige og demoraliserende natteløberi kan få over dem, som først begynner at drive det, at man ikke engang kan forholde sig rolig de hellige høitidsaftener, er dog virkelig hedensk. |