Jeg kunde ikke gå dem forbi uden at hilse; de hilste igjen, og vi var straks i den livligste konversasjon; ja, tænk!

Uden mit vidende og uden den ringeste ide derom, havde jeg passieret med statsrådinde Heljesen.

Den 7. juni

skriver Vamraak om "Sandmogutten" at han fandt det forgodt at blive borte fra skolen idag også.

Altså var hr. pastorens skremsler også forgjæves; om ham kan det nok siges at han ikke bryr sig om hverken præst eller klokker; nei han trodser alt den gutten.

Men mon det dog ikke skulde blive menneske af ham også med tiden.

9. juni:

Idag hvde jeg den ære atter at se "Sandmogutten" inden skolebørnernes sekker.

Det ser forresten sent ud med hans "menneskebliven" (se 7.) d.v.s. civiliseret menneske; han er snart 9 år gl. og kan endnu ikke give beskjed om, hvormange fingre han har, ikke at tale om, at han ingen greie har på, hvem der har skabt ham eller deslignende.

Det eneste, han kan sige er:

"Je veit inkje de".

Hvordan i al verden kan man gjøre sig noget håb om at få skolen frem, når man skal spille tiden på sådanne subjekter, de er til tidsspille, harmelse og forbitrelse.

11. juni:

Ja, den "Sandmogutten", han sætter i sandhed både benene og sindene i bevægelse han.

Han fandt altså forgodt atter at blive borte idag, hvorfor jeg tog afsted for om muligt at fange ham i hans rede;

men der fik jeg lang næse.

Efter at have tilbagelagt den en fjerding lange vei, blev jeg nemlig overrasket med, at vedkommende havde forfløiet sig bort.

Jeg måtte altså tilbage uden at kunde få lægge det eftersøgte får på mine skuldre.

Men hermed er historien ikke ude.

Henimod middag kom nemlig den eftersøgte, ledsaget af moderen og jordemoderen, den første grædende, den andre svedende; hun havde nemlig gjentagne gange måttet gjentage gutten på sprang, da han havde forsøgt at fjerne sig fra dem med flugt.

Med hans kundskaber ser det forresten yderst kleint ud;

han er lige klog, om det var Gud, som skabte ham, eller det var ham, som skabte Gud.

Han er i sandhed som støbt i Rosseau `s theorier, thi efter disse skulde nemlig ikke engang 18 års gl. folk vide noget om Gud, langt mindre da 9 års gl. gutter.

"Sandmogutten" er uægte barn og som følge heraf henvist til en alt andet end god opdragelse.

Måtte dog dette fordervelige natteløberi engang tage ende;

det virker ikke blot demoraliserende på dem, som deltager deri, men som man her kan se, virker det endog med en ' indirekte hemmende magt tilbage på skolens trivsel og fremgang; det er jo forresten ikke sjelden at der til skolen føres børn, hvis opdragelse er aldeles forsømt, netop af den grund at de er uden fader og moder.

"Sandmogutten" har nok satt Vamraak på store prøvelser som lærer, men vi kan jo tro at han har skrevet dette like etter at episodene skjedde og at han, når det kom litt på avstand vil gjenta bemerkningen fra 7. juni:

Men mon det dog ikke skulde blive menneske af ham også med tiden.

"Sandmogutten" er sansynligvis Olaf Kristiansen som blei født i 1874.

Han var født utafor ekteskap og mora var Anne Andersdatter Sandmoen, født i 1850.

Anna og sønnen Olaf flytta til Tyristrand i 1883, og dermed er dette det siste vi hører om "Sandmogutten" i Vamraaks dagbok.

tilbake til 1993-1 startside

tilbake til Under Norefjell`s startside.

til side 13