Det var nok hans Mening at føre hende i Ulykke for, at hun kavde nøret sine sterke Tvivl, om Bedstefaderen var omkommen ved et Ulykkestilfælde.

Ole Sæbjørnssøn Øvre Sævlid havde tænkt at lade den nævnte Undersigelse gaa upaatalt hen: men da Sævlid-Gutten blev sat under Tiltale for Mordet paa Sølv-Tollef, anholdt han om, at det offentlige vilde drage Omsorg for hans Sikkerhed.

Han kjendte vel godt til hvorledes Sævlid-Gutten og hans Slægt vilde tage det.

Medens Sagen stod under handling ved Underretten, sad Sævlid-Gutten arresteret hos Lensmanden i Sigdal.

En Nat i August Maaned 1832 fik han Lov til at gjøre sig et Snarerende ud, uden at Vagten fulgte ham.

Han tog da Flugten tilskogs, hvor han med en Sten slog af sig de Jern, hvormed han var belagt.

Af disse tog han blot med sig en Jernbolt, sandsynligvis for at have noget at værge sig med i Tilfælde af, at han blev eftersat og paagreben.

Dette vilde han dog ikke vedgaa for Retten.

Uden mindste Føde opholdt han sig nu i Skogen i to Døgn, og først den 3die Dags Eftermiddag listede han sig frem til Langsæteren, som hørte under hans Gaard, efterat han kavde forvisset sig om at ingen fremmede var tilstede.

Her traf han sin Moder og 2de smaa Søskende. Senere fik han Tilhold paa Pladsen Hagen hos Konen Brynhild Elingsdatter, hos hvem han tilbragte næsten hele Vinteren; dog var han i denne Tid ogsaa jevnlig paa Besøg hos sine Forældre og øvrige Slægtninge.

Den følgende Vaar og Sommer opholdt han sig i Gaarden Sævlids Udmark, hvor hans Forældre skaffede ham Fødemidler.

Da Høsten kom, fandt han hos sit Søskendbarn Ole Halvorssøn Øvre Sævlid Tilflugt paa dennes Gaard, hvor han havder sit Tilhold paa et af Overværelserne.

Imidlertid gik Sagen sin Gang gjemmem Retterne.

Ved Underretsdom af 7 de Februar 1833, afsagt af konstitueret Sorenskriver i Eker, Modum og Sigdal M. Lie, blev Ole Olssøn Sævlid for Mord, Røveri, Undsigelser og en Gangs simpelt Tyveri tilfunden at have sit Liv forbrudt og hans Legeme efter Henrettelsen at lægges paa Steile og Hjul.

Denne Dom stadfæstedes af Overretten 3die Juni 1833.

Medens dette foregik, befandt Sævlid-Gutten sig paa fri Fod, endog efterat Sagen var bleven indbragt for Høiesteret.

Det var mange, ogsaa udenfor hans vidt forgrenede Skyldskab, som Maade havde seet ham og kjendte til hans Opholdssted;

men af Frygt for hans og hans Families Hævn vovede ingen at angive ham.

Øvrigheden maatte da tage Sagen paa en anden Maade.

Lensmanden i Sigdal og hans Vagtkarl, der ved Uagtsomhed havde ladet Forbryderen undkomme, blev satte under Tiltale og dømte, den første til 3 Aars Fæstningsarbeide.

Efter hvert, som Øvrigheden kom under Veir med, at nogen kavde hælet med Rømlingen under hans Undvigelse, blev vedkommende aktioneret og dømt.

Sævlid-Guttens Fader, som ikke kunde rammes paa anden Maade, blev tyvsdømt for en Jernstaur, som man fandt paa Slukkudals-Sæteren, og som mange Aar i Forveien var frakommen en af hans Naboer.

Efter disse forberedende Skridt gjorde man saa et Forsøg paa at anholde Sævlid-Gutten paa Øvre Sævlid.

Det faldt imidlertid uheldigt ud, idet han passede sit Snit og sprang ud af et Vindu.

Senere blev der af det Offentlige udsat en Belønning af 50 Spd. for hans Paagribelse, og nu var man heldigere.

I April 1834 fik man atter anbragt ham under Laas og Lukke.

Den 30te Juli 1834 faldt Høiestterets Dom, hvorved Under og Overretsdommen stadfæstedes, og i Høiesterets Indstilling af 5te August anbefaledes den til Fuldbyrdelse.  fortsss....

tilbake til 1993-1 startside

tilbake til Under Norefjell`s startside.

til side5