DRAPET PÅ «SØLL-TØLLØV» DEL III

Dette er tredje og siste delen av historia om Sevlegutten.

Den historia som i alt vesentlig har Justitsdepartementets Departementstidende fra 1834 som hovedkilde.

Dette viser at det gjennom åra er blitt noe forskjell på den historia som har "gått på folkemunne" og den som rettsprotokollene kan fortelle.

Dette er ikke noe spesielt for denne saka, vi finner det samme mønstret i andre saker, som f.eks. det som skjedde på Raumyrane i 1858.

Men i det hele taget maa der inden Slægten have hersket altfor stor Tolerance til, at man skulde merke Ord.

Mistanken skulde dog blive rettet mod ham, da Bedstefaderen om Høster 1830 fandtes druknet i et lidet Tjern;

i Bygden vidste da Rygtet at berette, at det var Sævlid-Gutten, som havde taget ham af Dage.

De Forklaringer, som af Øvrigheden blev optagne herom, og som afgaves af Seevlid-Guttens nærmeste Paarørende, skulde imidlertid intet oplyse; men Mistanken mod ham blev ikke afvæbnet.

En Kone, der havde stelt med Bedstefaderens Lig, etterat det var gjenfundet, forklarede, at hun paa det havde seet to Saar, et i Baghovedet og et i Issen eller i Forhovedet, af hvilke der flød Blod; men ved den legale Obduktion som foretoges, efterat Liget havde ligget i Jorden i henved halvandet Aar, kunde der kun oplyses at der paa Hjerneskallen ikke var skeet noget Brud.

Man maatte derfor tage for god den af Sævlid-Guttens Paarørende afgivne Forklaring, at "Storen" under et Anfald af Svimmelhed var faldet ud i Tjernet, idet han i en liden brøstfældig Pram vilde begive sig til en Sæter i Nabolaget.

Sævlid-Gutten havde, som det blev oplyst, i de sidste Aar været et fuldstændigt Skræmsel for sine Omgivelser.

Da han som Barn engang blev tugtet af sin Moder, ytrede han:

 "At saaledes som hans Forældre var mod ham, saaledes skulde han igjen behandle dem, naar den Tid engang kom, da han skulde modtage Gaarden.

"Da Ole Sæbjørnssøn Øvre Sævlids Hustru havde beskadiget en Ladebygning og en Eng, indfandt han sig l ste Juledag i beruset Forfatning paa Gaarden og overhøvlede Ole Sæbjørnssøn.

Da nu dennes Hustru ytrede, at hendes Mand ikke havde gjort ham noget, ytrede han:

"Manden er Kvindens Hoved.

"Ole Sæbjørnssøn bad ham derefter om at holde Fred; men Sævlid-Gutten sagde:

" Ja, det skal sluttes ud idag: thi en af os skal ligge Lig anden Kvelden."

Han blev sat paa Dør, men vendte sig i Døren og sagde:

"Træffer jeg dig ikke nu, skal jeg ligge efter dig i Skog og Mark."

Ogsaa en anden Person ved Navn Knud Stenssøn, med hvem han var kommen paa Kant, undsagde han paa Livet.

Flere vidnede, at Sævlid-Gutten var en haard og hevngjerrig Karl, der nok kunde vise sig at stag bag saadanne Ord.

Blandt dem var hans Broder Reier, der i det hele synes at have været bedre end sin Frænder.

Faderen gav ham imidlertid Skudsmaal for, at han var for blødhjertet end det modsatte.

Under Sagens Gang blev det oplyst, at han to Gange havde begaaer Tyveri paa Nabogaarden Jalland.

Den ene Gang blev Tyvekosterne, som han forvarede i Staburet paa Sævlid, sendt tilbage af hans Moder med Bøn om, at vedkommende Eiermand ikke maatte gjøre ham ulykkelig ved at melde ham for Øvrigheden.

Den anden Gang fandtes Kosteren liggende ved en Plads, som tilhøret den Kone, som kavde vasket Bedstefaderens Lig.  forts.

tilbake til 1993-1 startside

tilbake til Under Norefjell`s startside.

til side 3