Et Par af de Vidner, som var med paa denne, lagde da ogsaa Merke til, at Fodfarene efter den formentlige Gjerningsmand viste at Ydersaalerne under Foden paa hans Støvler havde været afskaarne paa skraa.

Da nu Sævlid-Guttens rette Støvler var afhentede paa hans Hjemsted og fremlagdes i Retten, viste det sig ved Sammenligning med det af at dette var omtrent 2 Tomme længere, idet Støvlerne ved at tørres maatte være krøbne noget sammen.

Men forøvrigt var Hæljernenes Form og Størrelse og Yddersaalernes defekte Tilstand fuldt ud overensstemmende med de Spor, som Gjerningsmandens Fødder havde afsat i Sneen.

Med Hensyn til de paa Gjerningsstedet forefundne Svøbeskafter blev det oplyst, at det længste af disse tilhørte den myrdede Tollef Kittelsland.

Det kortere og tykkere Skaft, hvormed Udaaden var forøvet, vilde Sævlid-Gutten ikke kjendes ved; han havde hverken eiet det, seet det eller havt det i sin Haand.

Talrige Vidnesbyrd godtgjorde imidlertid, at det tilhørte hans Søskendbarn Ole Halvorssøn Øvre Sævelid, der havde tiltraadt sin Reise til Bragernes Marked.

Det blev ligeledes godtgjort, at det var den letteste Sag af Verden for denne at sætte sig i Besiddelse deraf, da det laa aabent for alles Øine i Kjøkkenet paa Øvre Sævlid, hvor han jevnlig vankede.

Da Sævlid-Gutten om Aftenen den 23de Februar forlod Enger for at gaa paa Dans i Nabogaarden, satte han sin Skræppe igjen her.

Dels af Nysgjerrighed, dels i den Hensigt at tage vare paa den, ifald den maatte indeholde Sager af Værdi, aabnede Asbjørn Engers Kone den i sin Svigermoders Nærværelse, og det viste sig da, at den indeholdt en tom Æske, nogle Kjødben, et Par Skøiter og et kort og tykt Svøbeskaft.

Efter at have gjort nogle Bemerkninger om det besynderlige i, at Sævlid-Gutten bar Svøbeskaftet i Skræppen, lagde hun Sagerne ned i den igjen og satte den hen i en Krog.

Om Kvelden fortalte hun sin Mand om Skræppens Inhold.

Baade hun og hendes Svigermoder var overbevist om, at Sævlid-Gutten førte med sig Svøbeskafter i sin Skræppe, da han forlod Gaarden; men ingen af dem trøstede sig dog til at aflægge Ed paa, at det Svøbeskaft, som var fundet paa Mordstedet, var det samme, som de havde seet i Sævlid-Guttens Skræppe, ihvorvel de fandt, at Ligheden maatte være overvættes stor.

Sævlid-Gutten paastod derimod, at han ikke vidste noget om et saadant Svøbeskaft; han havde ikke havt noget med, da han kom til Enger, og han var vis paa, at han ikke havde noget med derfra, da han strax før Opbruddet havde seet i sin Skræppe.

Havde der om Aftenen været nedlagt et saadant Svøbeskaft i hans Skræppe, maatte en anden have lagt det nedi og igjen taget det ud.

Da Retten lod ham vide, at dette ikke var sandsynligt, og at der ikke kunde være nogen Rimelighed i, at en eller anden skulde nedlægge Svøbeskaftet i hans Skræppe for strax at tage det bort igjen, sagde han blot:

"At han ikke kan vide andre Folks Tanker og Hensigter." forts.

tilbake til 1992-2`s startside

tilbake til Under Norefjell`s startside.

til side 5