Erik R. Ramstad på sine eldre dager.

Foto: (av foto) Nina Fossen.

Saa kom der noget i mit Hoved.

Jeg gik ned til en Myr hvor der stod nogle Vandpytter.

De var stygge og grumsede, men jeg fyldte Bøtten min, gik ind i Vognen og silet Vandet gjennom et Haandklæde, gjorde saa op Varme, fandt frem en Gryde og hængte over Ilden, trak derefter forsigtig frem en Flaske Alkohol.

Da Vandet var varmt, slog jeg noget paa en Flaske, havde Sukker og Alkohol i, og gik tid til Oxerne mine.

Jeg gav dem hver en riktig god Dram.

Og de kviknede til igjen.

Avholdsfolket vil kanske sige at dette ikke var smukt gjort, men i dette Tilfælde blev den sterke Drik benyttet som Medicin.

Strax efter bar det videre.

Oxerne var muntre og holdt paa at danse.

Vi kjørte hele Dagen.

Om Kvelden kom vi til Brookenbone Lake, omtrent 8 Mil vestenfor det Sted vi forlod om Morgenen.

Her maatte vi stanse i fire Dage til Stormen havde lagt sig.

Her blev Johnson tilbage.

Det var flere Settlere ved Brokenbone Lake allerede da.

Jeg drog videre og naaede hjem om nogle Dage, uden at noget videre hændte.

Og glad var jeg.

For det var ikke Moro at fare paa vilde Vidden den Tid af Aaret.

Det var nu fuld Vinter.

Og jeg tog fat paa mit Vinterarbeide, at hugge Gjerdestaur.

Jeg vilde faa Gjerde omkring mit Land saa snart som muligt.

Og det gik med Liv og Lyst. Ørehuggene klang i Skogen og sluknede i de fjerne Aasrygge.

Da det blev smaat med Mad, tog jeg min Rifle fra Væggen og gik paa Jagt.

Der var fuldt op af Rensdyr, Harer, Præriehøns og mange andre Slags spiselige Dyr.

Mouse River var dengang fuld af Fisk, man kunde øse den op eller "lystre" den gjennem Isen med Høgafler.

Saasnart Sneen var borte, gik jeg ud og saa paa mine Agre.

Jeg maatte nu tænke paa Vaaronnen.

Men Redskaber?

Jeg grublet en dag eller to, saa løste jeg Problemet.

Jeg gik ind i Skogen og hugget et stort Træ med mange Grene, kvistet det og drog det hjem med mine Oxer.

Det var min første Harv.

Jeg kjørte, eller rettere sagt drog, Træet frem og tilbage.

Det rispet Jorden op og jevnet den.

Saa saaede jeg, som i Norge, med Haanden, drog saa Træet frem og tilbage igjen, og Vaaronnen var færdig.

"Bare det nu maatte komme Regn og Solskin," sagde jeg til mig selv.

Saa var det ikke andet at gjøre end at vente paa Guds rige Høst.

Mens jeg ventede, kom jeg til at tænke paa hvorledes jeg skulde faa Grøden i Bakken.

Jeg havde jo ikke Redskaber.

Men Nød gjør opfindsom.

Jeg fik istand noget man kalder "Krill", noget i Lighed med en Ljaa.

Høsten kom med Favnen fuld af gyldne, fede Ax.

Det hjemmegjorte Redskab lynte gjennom Ageren og lagde Grøden i Bakken.

Men saa kom atter Nøden.

Hvorledes skulde jeg faa træske?

Jeg forsøkte med et Redskap vi kaldte "Slue" (Sliul?), men det gik ikke.

Saa holdt vi Raadslagning og blev enige om at forsøge noget andet.

Atter bar det ud i Skogen, et stort Træ blev hugget og kvistet og kjørt hjem.

Toppen blev hugget saa det fik en Hals og et Hoved.

Halsen blev lagt mellem to Planker som blev boltet godt sammen.

Saa blev det laget Tærsketuft ude paa Bakken.

I Midten blev en stor Stolpe drevet ned.

Til denne Stolpe blev saa Tærskemaskinen heftet godt fast, Kornband blev kastet paa Tuften, Oxerne spændt for Maskinen og Træskningen var i fuld Gang.

Fra 40 - 50 Bushels Hvede kunde vi rulle ud pr. Dag og 100 Bushels Havre.

Men Veiret matte være godt, ellers gik det ikke.

Saa fik vi tag i en Drøftemaskin og denne gik uafladelig paa laan mellem Naboerne.

tilbake til 1992-1`s startside

tilbake til Under Norefjell`s startside.

til side 21