Men vi
var ikke Raadløse.
Vi lavede en Deig af Jord og Vand som vi klistrede ind i de gabende Revner.
Og Hytterne blev tætte som Potter.
Det var ikke Stashuse, men de var ellers gode i alle Maader.
Vi var vel fornøyede med dem.
Jeg har aldig været saa. glad i noget Hus som i den vesle Tømmernytten min ved Mouse River.
Da Huset stod der, tog jeg til med Landet.
Oxerne maatte atter frem.
Jeg satte Plogen i den sorte, fede Jord, og Far efter Far lagde sig Side om Side og den mørke Flade blev større og bredere.
Og mens vi gik der, jeg
og Oxerne mine, og snudde Prærien, robte vi Hurra til hverandre.
Fremover gik det.
Det tog ikke længe før hele Fladen, hvor nu de mange jernbanespor lyser med sit blanke Staal, laa kulsvart.
Da jeg var ferdig med den, satte jeg Plogen i Sletten hvor Leeland Hotel og Bovey Shutes Lumber Yard nu ligger.
Da begge Sletter lyste svarte, stod jeg og saa udover mit og Oxernes Arbeide, og jeg kjendte mig stor og mægtig som en Konge.
Jeg var næsten fristet til at sige som Vorherre da han havde skabt Jorden:
"Det er altsammen saare godt."
Og da en af mine Naboer kom gaaende just i den samme opløftende Stund, kunde jeg ikke bare mig, men robte "Halleluja!"
Men til min Forbauselse og Ærgrelse svarede han mig temmelig tørt.
Saa kom Høonnen, og jeg tog til med Slaaten og satte op nogen gilde Stakker.
Da jeg var ferdig med den, dro jeg tilbage til Grafton, fremdeles stolende paa mine trofaste Venner, Oxerne.
Og de sveg mig ikke
dengang heller.
Træskningen begynte.
Oxerne og jeg var med.
Vi blev ikke Millionærer, men vi tjente saameget at vi kunde klare os gjennem Vinteren.
Og jeg var glad.
Jeg saa min Gaard ved Mouse River ligge lys og fager.
