DRAPET PÅ «SØLL-TØLLØV»

Fra Narve Skaar Pedersen har vi fått låne ei bok som omhandler drapet på "Sølv- Tølløv":

Det starter med Hovedkilden er Justitsdepartementets i Departementstidende f. 1834 optagne utførlige Indstilling i Sævelid-Sagen.

Derhos er Samtidens Aviser og forskjellige Traditioner benyttede.

Det har gjennom tidene blitt skrevet en god del om mordet på "Sølv-Tølløv", og med noe forskjellig utgangspunkt.

Det kan være nyttig å fortelle historia med rettsapparatets opptegnelser som hovedkilde, det som kommer fram der er hva syn samtida hadde på denne saka.

Sprættende kaad, men med dyb og sydende Sorg paa Bunden," - saa lyder Kjenderes Udtalelse om en Slaatt, som Møllergutten spillede paa sine Koneerter og i Thelemarksgilderne.

Den kaldtes "Sævliden" eller "Sevle 'n".

Ihvorvel Slaatten nuomstunder spilles af mindre øvede Hænder end Møllerguttens, har den alligevel ikke tabt noget af den dystre Gru, som hviler over den eller over dens Ophavsmands Saga.

Den blev nemlig laget af en Morder, jder blev domsfældt for en af de bedste planlagte Forbrydelser, vort Lands Kriminalhistorie har at opvise, ihvorvel han helt til det siste benegtede Gjerningen.

Han trallede den og trampede fast og sikkert Takten til, dengang han førtes ud til Retterstedet

Men hva enten man i Slaatten hører Vildstyringen, som for sidste Gang vil tage sig en Dans, eller den angrende Forbryder, som i Toner afgiver den Bekjendelse, som han af Hensyn til Slægtens Ære maa holde tilbage, saa har vi dog i den ligesom et Pust fra Sagaoldet, - fra en Tid der i Storslagenhed i Last som Dyd stiller vore Dage rent i Skygge.

Derfor kan det ogsaa meget godt lade sig forsvare at opfriske Mindet om Morderen Ole Olsøn Sævlid fra Numedal, - almindelig Sævlidgutten kaldet.

Sexti Aar og mere er forløben fra den Tid, da, han stilledes for den evige Dommer, og det vil derfor neppe  undre nogen, at Almuemanden . i Egnen - og uforstandige Reisende med ham - har dannet sig en Legende om, at han var uretfærdig dømt, eller i et hvert Fald ikke burde vært henrettet, siden fuldt Bevis for hans Forbrydelse ikke skulde være tilstede.

Ganske vist fattedes hans egen Bekjendelse af Brøden; men denne Omstændighed siger hverken fra eller til.

For Samtidens og vistnok ogsaa for Nutidens Jurister staar hele Sagførselen som et Mesterstykke i praktisk juridisk Sans og Skarpsind.

Men saa var det heller ingen uøvet Begynder, Ledelse af denne var overdraget til.

Den behandledes nemlig saa godtsom fra først til sist af den dygtige og retsindige Sorenskriver Carl Valentin Falsen, senere Stiftsamtmand i Kristiansand.

"Løverdagen den 25de Februar 1832, omtrent Kl. 0830 om Morgenen," heder det i Justitsdepartementets Foredrag, "bemerkede Guldbrand Torjussøn Rud af Rollag Prestegjeld i Numedal, der befandt sig paa en Reise fra Sigdal til sit Hjem, en Mængde Blod i Alfarveien paa den saakaldte Nerdals-Skov, omtrent 3/8 Mil Sydvest fra Gaarden Enger i Eggedals Annex til Sigdals Prestegjeld, ligesom der ogsaa viste sig Blodspor paa begge Sider af Veien.

Da hans Opmerksomhed herved var bleven vakt, opdagede han, fremdeles paa Veiens høire eller nordre Side, i samme en Rende, hvori ogsaa paa enkelte Steder viste sig Blod, og som var bleven slæbt tilside.

Ved at følge dette Spor kom han til en, 34 Skridt fra Veien beliggende, Fjeldskrænt, hvorfra et stort skovbevoxed Dyb førte ned til Nerdalselven, og hvor han ved at kaste Øinene ned i Dybet, bemerkede det døde Legeme af et tilsyneladende myrdet Menneske, der syntes at være styrtet udover Afgrunden, men var bleven - hængende, med Hovedet og Armene nedad, ved det ene Ben i Grenene af et Træ.  forts.

tilbake til 1992-1`s startside

tilbake til Under Norefjell`s startside.

til side 3