GRENSKOGVISEN
|
1 og give den herlig Besked. Om I lyster at vide, hvad den kan beside, saa er den beprydet med Sten. 2 Steinrøiser og Skanser paa alle dens Kanter, se Agrene de ere smaa. Foragen er liden, det ser man med Tiden, blandt Stenen saa ondt er at slaa. 3 I Sætra begynder, dem lystelig synger, saa vil jeg strax ile derfra. Til Nord Flaget tillige, det lidet af Side, dem springer om Gulvet saa glad. 4 Fiolin der klinger, dem lystelig svinger, derefter behøver man Ro, til Sengen at ile, med Piger at hvile, i Nord Flaget finder man to. 5 Se Nævra fremtræder og Prisen maa bære, for Kulbonden er det en Plads. Imens man sig hviler, i Stuen indstiger, og stundon bekommer en Dram. 6 Derfra jeg mig vender, til Ingebo render, til Porten jeg kommer ogsaa. Om riktig jeg mindes, to Skytt're der findes: en Fader og Søn, det er to. 7 Over Langtjenaasen spadsere til Tronlien med Ækre, saa stiger man længere i Vest ned i Grønvold-Dalen, for der at afmale, der stander en Kvern i en Bæk. 8 Klabo ei forglemme, men rører min Stemme, den Gaard ligger temmelig høit. Nord-Klabo tillige jeg ikke vil svige, thi der kommer Sneen med Føik. 9 Klamplien med rette ei kan forjætte, en Lærer det eier for sandt, derfra jeg nedstiger paa Trommefos Viger, der finder jeg for mig en Dam. 10 Hvor Vandet henrinder og driver de Kverner, og Eier af samme er sex. I Watnaas to ere, i Grønseth tre flere, den sjette i Tronlien est. 11 Nu vil jeg beskrive, hvad Grønseth besidde, ja Bønderne ere der tre, Dems Skog er mangfoldig, ja tyk og righoldig, et Prestegods ogsaa det er.
|
12 Over Aasen man springer, snart Skugrud man finder, hvor Bygningen der stander skjøn, ja prægtig opsættet og rigtig indrettet, om Som'ren er Engen saa grøn. 13 Tre Lie-Bønder ere, der findes ei flere, dog lidet afsides det er, men den Alfarveien, som gaar over Skogen, almindelig Kirkevei er. 14 Om Vint' ren paa Skier igjennem de Lier, man render jevnligen saa fort, om Som'ren at sidde paa Hester at ride og gjøre den lange Vei kort. 15 Jeg videre anfanger til fram Watnaas ganger, hvor mange Folk samler sig der, baade Vinter og Sommer der jevnlig kommer, det midt udi Strækningen er. 16 Holdt, holdt Pikadausen, jeg glemte Barhaugen, Thi husene der ere smaa. Der bygges vil mere, der bliver vel flere, som vi nok med Tiden faar se. 17 Til øvre Watnaas jeg kommer, der blomstrer om Sommer, om Vaaren der tidligere gror. Nedre Watnaas tillige maa samme Pris nyde, thi der tager ei nogen Sno. 18 En Kirke der stander, bekjendt udaf mange om Sommeren ved Sanktehanstid, hvor Folk der sig forsamler fra alle dens Kanter, har været fra ældgammel Tid. 19 Derfra jeg mig viger, paa Glomsmyren stiger, almindelig Vintervei gaar. I Vest jeg mig vender, til Gislegaard render, hvor Sneen jevnlig er stor. 20 Om Vaaren tillige den sent vil bortvige, et Sogneskifte ogsaa det er. Derfra jeg henlakker, til Aasen mig pakker og se hvad jeg finde kan der. 21 Derfra jeg mig vender, til Waslien render og se hvordan Fiskeri gaar. I Garn og i Liner, dem Fisken den tinner, saa vil jeg snart ile derfra. 22 Over Evjen jeg springer, strax Rud jeg da finder, hvor ligedan Fiskere er. Derfra jeg nu stiger til Løvnæs tillige og se hvor dem fanger ham der. 4 |
23 I Garn og i Juster, dem Fisken der pusser, i Slæden dem fanger end mer. Et Vand der og findes, jeg riktignok mindes af Gaarden det Navnet nok bær. 24 Derfra jeg henlakker op over de Bakker, til Lindbo jeg nærmer mig hen. Det ligger i Høiden, ret op ifra Bøiden, en Bygselgaard det ogsaa er. 25 Over Aasen jeg springer, strax Nordli jeg finder, den Gaard ligger temmelig brat. Derfra jeg nedstiger til Emrud tillige, den Gaarden er temmelig flad. 26 Over Tjernet det klare jeg da monne fare, til Rødaaen kommer jeg da. Om riktig jeg mindes, tre Møller der findes, ja før har det været en Sag. 27 Sagmoen den slette, jeg ei kan forjætte, beprydet med Sten og med Grus. Over Haugen den snare, jeg da monne fare, thi der er Steinrøiser som Hus. 28 Et Spring jeg vil gjøre og Smeden fremføre, som bor udi Pladsen Bergrud. Han hurtigen smeder og Heste tilreder, saa de ikke løber omkuld. 29 Nu vil jeg mig bukke og Visen snart slutte, til Enden jeg kommer nu er. Jeg eder vil bede, I ei bliver vrede, for hvad jeg nu sjunget har her. 30 Men endnu et lidet, jeg glemt har tilside: det er under Sætra en Plads - Bærskaug monne kaldet, bekjendt udaf mange, saa slutter jeg Visen min snart. 31 Om nogen skulde være, som vilde mig kræve, og høre hvem Digteren er, ja da monne svare: I kan erfare, jeg kjendt udi Strækningen er. 32 Jeg navnet ei nævner, men rører min Stemme og sjunger saa Visen helt fro. Hvem den ei vil høre, stik Fing'ren i Øre, thi Visen er digtet af to.
|
|
Eggedøling i det Ville Vesten I spellemannskretser i bygdene våre er 'Mogutten' vel kjent. Han het Ole Andersen, f. 1806 og vokst opp i Spellemannsmoen, en plass under Pletan i Eggedal. Plassen fikk navn etter 'Mogutten'. Ole Andersen blei i 1835 gift med Ingeborg Håkonsdtr. Grønhovd, de budde i Gravningen u. Grønhovd da de dro til Amerika i 1840. Familien var noen av de første som dro til Amerika fra Eggedal. Da de reiste, hadde de tre barn, nr. 2 het Anders, f. i 1837, og det er Anders Olsens opplevelser vi her skal gjengi. Vi har hatt dette fra Sigdalslagets årbok som kom ut i 1929. Ole Andersen bosatte seg i Racine county Wis., og her vokste Anders opp. Racine ligger nord om Chicago, men sør om Milwaukee, intil Lake Mitchigan. Litt inne i landet, west, er det fine jordbruksmarker. Han gikk først på religionsskole for Elias Stengeland, siden for Tobias Larsson. Gikk siden litt på engelsk skole og senere på norsk skole. Da han va 21 år, reiste han til Beloit hvor han arbeidet som smed et år, men reiste så tilbake til sine foreldre og drev som smed der. Våren 1864 dro han vestover til Nevada i følge med flere som ville til California. Om denne turen lar vi ham fortelle selv. Vi gir ham æren for å ha levd lenger her i landet enn noen annen innvandret nordmann nemlig 89 år. Den 8. april 1864 forlot jeg Beloit, Wis. The History of Beloit, Kans, Det fins flere steder som heter Beliot!! Beloit townsite was homesteaded by Aaron A. Bell who came from Williamson County, Illinois by an ox-drawn covered wagon, arriving in April 1866. His was the first home put up on the townsite, a log cabin which stood about a half block south of the new municipal light and water plant. It was 1868 before the settlement was named. It was called Willow Springs after the fresh water springs surrounded by willows on the north bank of the Solomon River just west of the old light and water plant. |
The springs served those located here, as well as hunters, emigrants and freighters passing through, until the mid 1870's. Another post office, established in 1885 in Douglas County, was known as Willow Springs, and it is possibly because of this that the name of the settlement here was changed. Til jernbanen fulgte det meg mange av mine gode venner for å ta avskjed med meg. Da jeg steg inn på vognen, rullet den sakte avsted, og jeg sto på den bakerste enden av vognen og så tilbake inntil de forsvant for meg. Siden har jeg ikke sett dem. Gud vet når jeg kan nyte den glede å se dem igjen. Klokken 3 om ettermiddagen kom jeg til Junction, som er 3 mil fra Chicago. Der tok jeg og min kamerat A. B. Andersen losji til kl. 1 om natten. Da steg vi inn på dampvognen igjen og kjørte avsted mot Fulton, hvor vi krysset Mississippi River og kom inn i Iowa. Der så jeg det deiligste land jeg noensinne har sett. Denne veien dro de da, The Cedar River was bridged at Cedar Rapids and the railroad built west to Otter Creek in 1860 and 1861, to Marshalltown in 1862, to State Center in 1863, to Nevada by July 4, 1864, and the track laid to Boone in December, 1864, but the road was not surfaced up and completed from Nevada to Boone until 1865. Klokken 5 om aftenen den 9. kom jeg til Marshalltown, der traff jeg mitt kompani og inntok aftensmåltid med dem for første gang. Den 10. reiste vi fra Marshalltown. Der fikk jeg tre hester å føre med meg. De var noe desperate og gjorde noen raske spring, men de maktet ikke å få meg ut av salen. Fra ovennevnte sted hadde vi ganske gode veier, så det gikk hurtig til Catonwille. Der stoppet vi natten over, og neste dag reiste vi videre. Den dagen hadde vi meget dårlige veier, men kom godt fram til Peoria. |
|
Fra Racine County har jeg funnet:
This pioneer log cabin is is owned and operated by the Burlington Historical Society. The cabin is furnished with authentic articles from the Burlington Historical Society's collection. Come view life as it was in years gone by. Beloit townsite was homesteaded by Aron A.Bell who came from Williamson Country, Illinois by an ox-drawn covered wagon, arriving in April 1866. The Settlement was called Willow Springs in 1868. http://genealogytrails.co |
The City of Beloit, the county seat of Mitchell County, is located in the Solomon River Valley in north central Kansas. It is in the heart of the Smoky Hills in the land of the Kansas Post Rock. |
|
This pioneer log cabin is is owned and operated by the Burlington Historical Society. The cabin is furnished with authentic articles from the Burlington Historical Society's collection. Come view life as it was in years gone by. Beloit townsite was homesteaded by Aron A.Bell who came from Williamson Country, Illinois by an ox-drawn covered wagon, arriving in April 1866. |
The Settlement was called Willow Springs in 1868. En oversikt over jernbanaen på den tiden fins |

