| |
1
og give den
herlig Besked.
Om I lyster at vide, hvad den kan beside,
saa er den
beprydet med Sten.
2
Steinrøiser og Skanser paa alle dens Kanter,
se Agrene
de ere smaa.
Foragen er liden, det ser man med Tiden,
blandt Stenen saa ondt er at slaa.
3
I Sætra begynder, dem lystelig synger,
saa vil jeg
strax ile derfra.
Til Nord Flaget tillige, det lidet af Side,
dem
springer om Gulvet saa glad.
4
Fiolin der klinger, dem lystelig svinger,
derefter
behøver man Ro,
til Sengen at ile, med Piger at hvile,
i Nord Flaget
finder man to.
5
Se Nævra fremtræder og Prisen maa bære,
for Kulbonden
er det en Plads.
Imens man sig hviler, i Stuen indstiger,
og stundon
bekommer en Dram.
6
Derfra jeg mig vender, til Ingebo render,
til Porten
jeg kommer ogsaa.
Om riktig jeg mindes, to Skytt're der findes:
en Fader og Søn, det er to.
7
Over Langtjenaasen spadsere til Tronlien med Ækre,
saa
stiger man længere i Vest
ned i Grønvold-Dalen, for der at afmale,
der
stander en Kvern i en Bæk.
8
Klabo ei forglemme, men rører min Stemme,
den Gaard
ligger temmelig høit.
Nord-Klabo tillige jeg ikke vil svige,
thi der kommer
Sneen med Føik.
9
Klamplien med rette ei kan forjætte,
en Lærer det eier
for sandt,
derfra jeg nedstiger paa Trommefos Viger,
der finder jeg for
mig en Dam.
10
Hvor Vandet henrinder og driver de Kverner,
og Eier af
samme er sex.
I Watnaas to ere, i Grønseth tre flere,
den sjette i
Tronlien est.
11
Nu vil jeg beskrive, hvad Grønseth besidde,
ja Bønderne ere der tre,
Dems Skog er mangfoldig, ja tyk og righoldig,
et Prestegods ogsaa det er.
|
12
Over Aasen man springer, snart Skugrud man finder,
hvor Bygningen der
stander skjøn,
ja prægtig opsættet og rigtig indrettet,
om Som'ren er
Engen saa grøn.
13
Tre Lie-Bønder ere, der findes ei flere,
dog lidet afsides det
er,
men den Alfarveien, som gaar over Skogen,
almindelig Kirkevei er.
14
Om Vint' ren paa Skier igjennem de Lier,
man render jevnligen saa fort,
om Som'ren at sidde paa Hester at ride
og gjøre den lange Vei kort.
15
Jeg videre anfanger til fram Watnaas ganger,
hvor mange Folk samler
sig der,
baade Vinter og Sommer der jevnlig kommer,
det midt udi
Strækningen er.
16
Holdt, holdt Pikadausen, jeg glemte Barhaugen,
Thi husene der ere smaa.
Der bygges vil mere, der bliver vel flere,
som vi nok med Tiden
faar se.
17
Til øvre Watnaas jeg kommer, der blomstrer om Sommer,
om Vaaren
der tidligere gror.
Nedre Watnaas tillige maa samme Pris nyde,
thi der tager ei nogen Sno.
18
En Kirke der stander, bekjendt udaf mange
om Sommeren ved Sanktehanstid,
hvor Folk der sig forsamler fra alle dens Kanter,
har
været fra ældgammel Tid.
19
Derfra jeg mig viger, paa Glomsmyren stiger,
almindelig Vintervei gaar.
I Vest jeg mig vender, til Gislegaard
render,
hvor Sneen jevnlig er stor.
20
Om Vaaren tillige den sent vil bortvige,
et Sogneskifte ogsaa det er.
Derfra jeg henlakker, til Aasen mig pakker
og se hvad jeg finde kan der.
21
Derfra jeg mig vender, til Waslien render
og
se hvordan Fiskeri gaar.
I Garn og i Liner, dem Fisken den tinner,
saa
vil jeg snart ile derfra.
22
Over Evjen jeg springer, strax Rud jeg da
finder,
hvor ligedan Fiskere er.
Derfra jeg nu stiger til Løvnæs tillige
og se hvor dem fanger ham der.
4 |
23
I Garn og i Juster, dem Fisken der pusser,
i Slæden dem fanger end mer.
Et Vand der og findes, jeg riktignok mindes
af Gaarden det Navnet nok bær.
24
Derfra jeg henlakker op over de Bakker,
til Lindbo jeg nærmer mig hen.
Det ligger i Høiden, ret op ifra Bøiden,
en Bygselgaard det ogsaa er.
25
Over Aasen jeg springer, strax Nordli jeg
finder,
den Gaard ligger temmelig brat.
Derfra jeg nedstiger til
Emrud tillige,
den Gaarden er temmelig flad.
26
Over Tjernet det klare jeg da monne fare,
til Rødaaen kommer jeg da.
Om riktig jeg mindes, tre Møller der findes,
ja før har det været en Sag.
27
Sagmoen den slette, jeg ei kan forjætte,
beprydet med Sten og med Grus.
Over Haugen den snare, jeg da monne
fare,
thi der er Steinrøiser som Hus.
28
Et Spring jeg vil gjøre og Smeden fremføre,
som bor udi Pladsen Bergrud.
Han hurtigen smeder og Heste tilreder,
saa de ikke løber omkuld.
29
Nu vil jeg mig bukke og Visen snart slutte,
til Enden jeg kommer nu er.
Jeg eder vil bede, I ei bliver vrede,
for hvad jeg nu sjunget har
her.
30
Men endnu et lidet, jeg glemt har tilside:
det er under Sætra en
Plads
- Bærskaug monne kaldet, bekjendt udaf mange,
saa slutter jeg Visen min snart.
31
Om nogen skulde være, som vilde mig kræve,
og høre hvem Digteren er,
ja da monne svare: I kan erfare,
jeg kjendt udi Strækningen er.
32
Jeg navnet ei nævner, men rører min Stemme
og sjunger saa Visen helt
fro.
Hvem den ei vil høre, stik Fing'ren i Øre,
thi Visen er digtet af
to.
|
|
