Jeg havde en Gang talt om at jeg gjerne ville faat kjøbt nogen Uld, saa jeg kunne faa nogen til at væve et Kjoletøj til Mamma, og saa en Dag ud paa Høsten kommer Fuldmæktigen og siger at nu er der kommet en hel Del Hallinger med Uldsækker, og jeg saa ud for at tale med dem, jo jeg skulle faa kjøbt alt jeg ville, jeg sagde det skulle bare være til et Par Kjoler, tænk Sækkene var høiere end dem selv, og saa maatte jeg følge med dem ind paa en stor Takbod, og tænk der havde de tømt flere av de svære Sækkene udover Gulvet, ja, nu skal vi hjælpe dig at faa Uld som seer ud som fineste Silke, sagde de, og der laa de alle 4 og plukkede ud fin Uld, jeg har aldrig set Mage til Uld, den var blendende hvid og lang og blød, og saa fik jeg da kjøbt nok til 2 Kjoler.

Først gik jeg til en Kone og fik den spunnet, og saa til en anden og fik den vævet, og derpaa reiste jeg ned til en Farver i Vigersund og fik Tøiet farvet graat, det var aldeles nydelig og fint, og Mamma blev saa overrasket og glad.

Saa en Dag kom Bjørnson ind paa kontoret og ber mig komme med ham bort til Wassenrud da hans Moer og Broer var kommet, (det var ham som var Bureauchef i Departementet), ja, jeg gik med og blev modtaget af Fru Bjørnson med aabne Arme, hun var en Barndomsveninde av Tante Jørgine som hun var svert begeistret over, og sagde at nu har jeg hørt saa meget om Dem at nu måtte jeg op og lære Dem at kjende, og nu vil vi have Dem med op Krøderfjorden til Gulsvik.

Jeg sagde at det kunne jeg ikke, for jeg ville ikke bede om Permision for flere Dage, saa sagde hun, det ordner min Søn med Kræfting, og De kan have godt af lidt Adspredelse her i Ensomheden.

 Ja, jeg fik Lov, og et Par Dage efter drog vi alle fire med Dampskibet op den herlige Krøderfjorden.

Vi kom om Middagen til Gulsvik hvor Bjørnson kavde bestilt Middag paa Hotellet.

Foruden os var der en Sorenskriver Alsing med Frue, de var Bekjændte af Fru Bjørnson, og da hun presenterede mig, sagde Alsing, men kjære Dem, vi er jo i Slegt, jeg er i Familie med Deres Moer.

Vi havde en herlig Middag, men til min Ærgrelse brydde Alsing mig uafladelig for Bjørnson, hans Moer morede sig, med det gjorde ikke jeg.

Efter Bordet gik jeg derfor alene en lang Tur, men paa Veien kom saa Bjørnson efter, og jeg blev ikke behagelig overrasket, han var jo saa snil, men der var noget som holdt mig tilbage, jeg blev altid stiv naar jeg var sammen med ham.

Der er ikke nøie paa mange Steder paa Landet med Sengetøi. Da jeg kom ind paa mit Værelse om Aftenen var Lagenerne vaade, jeg tænkte da det var best at tage dem af

og ligge paa bare Dynen, men saa var Dynen bleven vaad af Lagenerne, saa jeg ligesaa godt kunne ligge paa dem, og jeg fik ikke sove engang.

Om Morgenen fortalte Fru B. at det var gaat hende ligedan, men da hun havde taget Lagenerne af, havde hun vent Dynen, det havde ikke jeg tænkt paa, og de fik sig en god Latter.

Saa havde vi en deilig Dag, og jeg holdt mig trofast til Fru B. Neste Dag drog vi med Dampskibet nedover igjen, men da var der Regnveir, men vi var jo flere i Følge, saa Turen var hyggelig alligevel.

De ble paa Wassenrud et Par Dage, og det havde været hyggelig Besøk.

- Bjørnson og hans Assistenter boede altid paa Wassenrud naar han var der for at bedre Veiarbeidet, saa vi blev godt kjendte, især var Middagene hyggelige, og Ole Wassenrud spiste alltid sammen med os, ja det var en kjæk Mand.

Neste Sommer kom Fru B. igjen derop en Tur, og jeg husker jeg fortalte hende at Tante Jørgine kunne gjort saa vi aldrig havde faaed Bjørnstjerne, hun og Tante var nemlig i samme Kostskole, og saa en Dag de er inde og leger, siger Lise Nordrok, (Fru B.) hvor skal jeg gjemme mig, her siger Tante og faar Lise op i en tom Kiste som stod i Gaarden, hun smelder Laaget igjen.

I det samme blir der raabt ind, og Tante springer ind og glemmer Lise, men saa siger Lærerinden, hvor er Lise, hun skulle blive hørt. Tante springer ud aldeles fortvilet og aabner Kisten, og der ligger Lise bevistløs, de fik hende da ud og stelt med hende, saa hun kom sig.

Jo, hun huskede godt det, og de fortsatte at være gode Venner.

Hun fortalte at da Bjørnstjerne skulle døbes, spurgte Tante hvad han skulle hede, og Fru B. sagde det, men kjære, sagde Tante, tænk Dig om han slet ikke blir nogen Stjerne, Du maa da ikke give ham et saadant Navn.

Dette fortalte hun mig.

Om Sommeren kom der mange paa Gennemreise, og var det nogen jeg kjændte, kom de altid ind til mig paa Kontoret, saa om Sommeren var der ikke ensomt. En Marinekaptein Stenstrup fra Horten kom

der med sin Frue, vi blev godt kjendte da de boede paa Wassenrud, vi spadserede sammen, og Kapteinen, en liden vakker gammel Mand, skrev et Digt til mig, som jeg leste høit for Fru Stenstrup, hun lo og sagde:    forts...

'Stakkars Dem, nu kommer han nok til at bombardere Dem med Digte', og hun fik ret.

Ret som det var kom der Brev med hans poetiske Udgydelser, jeg har nok kastet dem, ellers kunne det været morsomt at havt dem nedskrevet her, men de var saa altfor smigrende for min Person at jeg aldrig lod nogen læse dem.

De ville jeg skulle besøgt dem paa Horten, men de var for fremmede, saa det brød jeg mig ikke om.

I Sommerens Løb kom gamle Amtmand Breche derop med sin Søster, hun kjændte mig fra jeg var Barn og vi boede paa Fhald, jeg var da sammen med hende hos Familien, hun var gammel, og da Amtmanden havde Værelse, nemlig Directionsværelset der paa Stationen, saa fik de se mig og jeg blev inviteret til Middag hos dem, og der var ogsaa Bjørnson.

Breder havde Sukkersygen og var forfærdelig syk, han drak store Boller med tyk Fløde.

Jeg var ogsaa naar jeg havde Ferie inviteret til Præsten Abels hvor der var svert hyggeligt, og paa en stor Gaard som hed Bjøre, hvor der var 4 Søskende, deres Forældre var døde, men en Søster af Biskop Moe styrede Huset for dem, hun var ualmindelig snil og gjorde alt for at vi skulle more os.

Et saadant Fjøs som der har jeg aldrig set mage til, Kyerene blanke og fine, og Gulvet skurede Budeien saa det var aldeles hvidt, og strøede saa lysegul Sand paa, vi kunne gjerne gaaet der med hvide Silkesko.

Al den Tid jeg var paa Krøderen var det bare to Gange jeg var ude for noget farlig.

Jeg blev en Dag inbudt til en Gaard tversover Fjorden, det var noksaa mildt, men Isen laa fremdeles.

De sagde jeg kunne gaa over Isen, og jeg kom vel frem, men om Aftenen da jeg skulle hjem igjen, kom Sønnen paa Gaarden og sagde at Isen var styg, da der var saa meget Vand paa den, men at kjøre helt omkring, ville tage flere Timer, da der ingen bro var,

og saa sagde han, vi faar tage den raskeste Hesten, og saa kjøre saa fort den kan springe, og en let Smalslæde, da vi kom ned til Fjorden, saa vi bare Vand, der hvor Veien var om Morgenen, var nu bare Vand, og saa bar det afsted i susende fart.

Vandet sprøitede om os, og jeg var sikker paa vi kom til at gaa gjennem Isen, vi talte ikke, men tænkte gjorde vi nok begge.

Vandet var lige op til Sleden, og Hesten prustet og skvelpet, den var nok bange den ogsaa, men endelig var vi over, dette var en styg Fart, sagde Skinnæs, men godt vi kom over, imorgen kan ingen komme denne Vei.

Han vendte Hesten og kom vel hjem igjen, men Dagen efter var Isen aaben.

Saa var det den Sommer Olga besøgte mig.

Der var saameget Multer det Aar, og en Dag foreslaar Gunhild at vi alle skulle gaa og plukke Multer, Ole spurgte om jeg havde Lyst til at ride, saa skulle han lægge en Damesadel paa en sikker Hest, joda, jeg red, og vi kom til en deilig Myr med masse Multer.

Da vi skulle hjem, red jeg i forveien og kom langt foran de andre, men Olga sprang med, da vi kom til anden Myr, siger jeg til Olga at jeg vist kunne ride over Myren, Olga gik og sank ikke i, men Hesten og jeg var tungere og det blev et Basketag.  forts.

tilbake til 1987-1 startside.

tilbake til Under Norefjell`s startside.

til side 5