ANNA OMEJER

Det var Kåre Waaler som støtte på navnet Anna Omejer i forbindelse med Krøderbanens første år.

 Blant jernbaneklubbens medlemmer fant han navnet Lars Jørgen Omejer, og på den måten fikk han kopi av Anna Omejers dagbok, et interessant tidsdokument som forteller mye om forholda rundt Krøderen der hun var ansatt som telegrafist i 1873.

Saa hørte jeg af en Dame jeg traff at hun ville tage et Kursus i Telegrafi i Drammen, og saa fik vi det ordnet, saa jeg kunne reise dit. Jeg talte med Driftsbestyrer Kræfting, og han lovede at naar jeg blev færdig med Kursuset, skulle jeg faa en Post saasnart nogen blev ledig.

Jeg blev tilbudt at bo hos Rector Knudsen som var en Tremenning af Mamma. Han var gammel Ungkarl og meget original.

Han havde en gammel Søster som styrede Huset for ham og en flink Pige, de boede i anden Etage paa Latinskolen.

Da jeg saa var ferdig, gikk jeg op til Kræfting, han var saa ælskværdig og sagde han ville gjerne skaffe mig en Post, men der var da bare en ledig, og det var oppe i en ren Fjælbygd, sagde han, og der var saa ensomt at De aldrig vil kunne trives, jeg sagde det gjorde intet, jeg ville gjerne have den.

Men Kræfting sagde jeg maatte ikke tenke paa det engang, saa ensomt som der var.

Jeg sagde da at jeg alligevel gjerne ville tage den, jeg skulle nok finde mig i Ensomheden.

Ja, sagde han, naar De absolut vil have den, saa skal jeg gjøre hvad jeg kan for Dem deroppe, saa fik jeg den da og 40 Kr. pr. Maaned.

Jeg maatte holde mig selv med Maaltider, hvis jeg ikke kunne faa Middag paa en Gaard deroppe.

Saa drog jeg da afsted til Krøderen, jeg var jo ikke svert i Kalotten da jeg stensede ved Stationen, (det var nemlig Endestation), men jeg var jo forhaabningsfuld dengang, og tænkte det gaar nok.

Jeg fikk Værelse paa en stor Gaard som hed Wassenrud, og da jeg viste at det var umuligt at skaffe Mad og Klær for 40 Kr. pr. Maaned, spurgte jeg, da jeg blev lidt kjændt, om de ville lade mig undervise deres lille Pige som var 8 Aar, jo det ville de gjerne da der ingen Skole var i Nærheden, og for det skulle jeg have Middag.

Da lysnede det, syntes jeg, og saa kom Kræfting en Dag, han blev saa fornøiet da han hørte hvordan jeg stelte mig, og sagde at jeg snart skulle faa Værelse, da de holdt paa at Indrede Directionsværelse og et til i anden Etage paa Stationsbygningen.

Han sagde at der var en dannet ung Dame i Vigersund, 2 Stationer nedenfor, og naar jeg havde Lyst, kunne jeg reise derned til hende og lade Fuldmæktigen passe Telegrafen.

Det gjorde jeg, og vi blev gode Veninder, det var Frk. Fleischer, hun blev senere gift med Kaptein Kloumann.

Det var en stor Adspredelse at kunne tale med hende paa Telegraf, der var jo ikke stort at gjøre med Telegrafen, saa vi havde nok Tid til Passiar.

Paa den Gaard jeg spiste Middag, kom Reisende naar de stoppet med Toget og skulle videre, men de spiste gjerne alene, hvis det ikke var nogen jeg kjendte, og jeg havde mange hyggelige Middage der.

Sorenskriveren og hans Fuldmæktig Petter Barth som jeg kjendte, tog altid ind der naar de havde Forretninger, saa kom en Broer af Bjørnstjerne Bjørnson som var Veiingeniør, og hans Asistenter Carl Konow og Fredrik Stang, begge Ingeniører.

Stang var Nevø af Uckermann, vi spiste Middag sammen og havde det hyggeligt, de var saa tækkelige.

Mammas Lærdom og Instrukser at vi maatte være forsigtige overfor Herrer havde jeg altid friskt i Minde, saa jeg var nok lidt for stiv, for jeg fik høre at Kræfting som kjændte Bjørnson, havde spurgt ham:

'Naa, hvordan liger De den unge Telegrafistinde deroppe?'

'Jo godt, men hun har vist en Linial i Ryggen.'

Jeg kan aldrig glemme Kræfting hvor snil han var mod mig, alle var bange for ham, for de sagde han var saa streng, men det mærkede jeg aldrig.

Naar han kom opover, spurgte han ofte:

'Har de Lyst at blive med nedover og besøge Frk. Fleischer i Eftermiddag?' og jeg var glad til.

Han sagde ofte:

'Har De noget at beklage Dem over, saa bar sig det til mig.'

Vinteren med de mørke lange Dage og den svære Kulde var nok lidt haardt, for jeg maatte op halv seks i iskoldt Værelse og lægge selv i Ovnen, men naar jeg havde skjyllet mig over med det iskolde Vann, blev jeg varm, og jeg havde aldrig en Forkjølelse saalænge jeg var der.

Konen paa Wassenrud var svært hyggelig og Manden en ualmindelig kjæk og vakker Mand, en ren Kjæmpe.

Hun var altid saa glad naar jeg kom.

Hos hennes Forældre paa Hammermoen var Statsraad Helliesens Frue hver Sommer i flere Aar, der var saadan deilig Luft, og hun var lam, men der fik hun sin Helbred igjen, og naar vi traf hende i Selskab hos hendes Stemor Fru Helliesen, gik hun saa kjækt som nogen.

a, paa Hammermoen var vakkert, og Manden, en ægte Odelsbonde og ualmindelig vakker, han og Konen gik altid i Nationaldragt, men ingen av Børnene.

Saa døde en gammel Bestemor der, og jeg blev buden med Ole og Gunhild i Begravelsen.

Jeg fik Permision som altid naar jeg bad Kræfting, og der var et storartet Gravøl, en masse Mennesker, jeg syntes der var saa interessant altsammen, da det var saa nyt for mig, elegant Beværtning,

Kokkekone fra Drammen i 3 Dage, jeg vet ikke hvor længe vi sad tilbords.

Om Aftenen ville jeg reise hjem, men det ville de ikke høre paa, men jeg var bestemt, og fik Hesten spent for Kariolen, jeg satte mig op i den, men saa kom begge Sønnerne og nogle andre ud, og til min Bestyrtelse spendte de Hesten fra og sagde:

'Nei, nu faar De nok bli her Frøken', det hjalp ikke hvad jeg protesterede, jeg maatte stige ud, og saa fik jeg da vide at de alt havde sendt Bud til Kontoret, og at jeg havde faat Permision i 3 Dage.

Da Sommeren kom, inviterede jeg Olga op, hun kunne trænge at komme lidt ud fra Byen og op i den herlige Luft, hun frydede sig og vi havde det rigtig hyggeligt, hun blev jo ogsaa glad i Gunhild, saa hun var meget der naar jeg havde travelt med Regnskaberne.

Vi gik lange ture, og da passede Fuldmæktigen Telegrafen, han var saa snil og opmærksom.

Olga blev hos mig en 3 Uger, og i den tid kom hendes Forlovede Cand. theol. Erichsen og et par Dage paa Besøg, han fikk Værelse paa Wassenrud, men maatte til Byen efter et Par Dage da hans Familie var flyttet fra Bergen og han maatte nedover for at hjælpe dem.

Saa kunne der gaa Uger og Dage hvor jeg levede i ensformighed, men jeg havde nok af Haandarbeider, saa Tiden gik fort. forts.

tilbake til 1987-1 startside.

tilbake til Under Norefjell`s startside.

til side 3