Pedersen og hustru har havt fem børn, hvoraf de tre døde i en ung alder, og deres ældste datter, som var gift med Dr. Serkland, døde juleaften 1912, efterladende sig mand og tre børn.
Den yngste datter, Alice, er gift med høiskolelærer C. W. Rand. Pedersen har været meget benyttet i lokale embeder, og i 1890 som folketæller i sit distrikt, og i 12 aar som county commissioner af Wilkin county.
Han har ogsaa forsøgt sig som forfatter, idet han har skrevet en bog kaldet 'Mor Hansen', og gjort mange indlæg i politiske spørgsmaal, i uafhængig retning, og han siger selv, at han kunde være meget bedre stillet financielt, om han havde fulgt med i tykt og tyndt og adlydt partisvøben.
Men han var ikke skaaret af det slags klæde.
Sin største indskydelse til at faa bygdelag istand fik han efter i 1895 at have været tilbake til Norge, hvor hin og den spurgte, om han havde truffet nogen av deres slægtninge eller bekjendte, hvortil han i de fleste tilfælde maatte svare benægtende, men tænkte han:
'Om vi havde havt et Sigdalsstevne, saa havde jeg truffet mange af dem.'
Og nu har vi 'Sigdalslaget', saa efter denne tid vil vi vide lidt mere om hverandre.
DEI UNDERJORDISKE PÅ ØSTENSETRA
Det var ein haust for noko lenge sida at to brør, Knut og Tor Olavsbråtan frå Krødsherad, i lag med nokre andre karar, låg på tømmerhogst på Østensetra.
Østensetra ligg under ein høg ås, og der var alle slags underjordiske, så folk måtte fara så stilt åt der, til allvissa utover kveldane, elles vart det uroleg det leid på natta.
Så var det ein kveld dei fekk sjå ei svær gild ku gjekk ikring bua og smårauta.
Ved dei tider var folk alt longe flutt heim frå setrane med krøtera, så dei skyna mest dette måtte vera ei trollkyr som det var meininga dei skulle ha.
'Skjæt, Ringeri! Kom att, Ringeri! Dei vil ikkje ha deg, dei vil ikkje ha deg!'
Og brått vart kua borte.
Men dei sa dei angra seg nok etterpå. For dette var ei ku som skulle gjevast bort, og hadde dei berre kasta stål over ho, så hadde dei hatt'a.
EIN LUR BRUDGOM
Hans Olavsbyhaugen kom til presten Essendrop og forlangte lysing.
Presten hadde den skikken, at var det nokon som ikkje kunne reide ut det han skulle ha for viginga, så måtte dei arbeide for det på prestegarden.
Han Hans hadde nå ingen peng, han heller, men han fekk lyst for seg lell, med det at han fortalde presten at han var så godvenner med mange av dei sværaste gubbane på Snarum, at presten kunne vera viss på at det vart ofra så pass at han fekk sitt.
Dette slo til. Det vart eit drusteleg brudlaup og svært med offer.
Men da alle hadde ofra, gjekk brudgommen fram og talde opp til presten det han skulle ha, og resten tok han sjølv.
Men da sa presten etterpå at slik hadde han aldri vorte snytt før.
(Frå Folkeminne frå Modum og Grannebygder av Jakob Andr. Samuelsen)
Raubakk
Etter veien (stien) mellom Grimetjenn og Eikjesetra er det en bakke der jorda har en sterk gulrød farge.
Derfor har bakken fått navnet 'Raubakk'.
Denne jorda blei brukt til maling av hus. Revet og blandet med Leks. linolje blei det god maling.
Jørgen Solheim fortalte at stabburet i Solheim blei malt med farge fra Raubakk.
Andreas Varsla 1986
