AFTEN PÅ KRØDEREN
Av Ole Uggen
Artikkelen om 'Aften på Krøderen' har stått i Krødsherad menighetsblad nr. 1 1986, og 'Under Norefjell' har fått lov til å sakse derfra.
Aften på Krøderen (1851) av Tidemand og Gude. Frå Haverkamp 1984, s. 31.
På forsida gjengir vi i farger et utsnitt av maleriet. Nedenfor er det i svart/hvitt gjengitt i sin fulle bredde.
Aften på Krøderen er et av de mer kjente bildene av Tidemand og Gude.
Det er malt i 1851 i Düsseldorf og er annen versjon av motivet.
Vi kryllinger har vel lett for å tenke oss at motivet har herrene hentet fra Krødsherad, men må nok medgi at Krødsherad bare danner bakgrunnen i bildet der båten i forgrunnen befinner seg utenfor Leknesodden i Flå.
Grensen mellom Flå og Krødsherad går over Luta som er den skarpe åsen til høyre i bildet, og krysser fjorden ca. en halv mil nedenfor (syd for) Leknesodden.
I bakgrunnen litt til venstre for midten av bildet ser vi Storås i Ringnesmarka.
Den er beskjeden å se til, sammenliknet med det ruvende fjellet som Gude har tillatt seg å lage mellom Luta og Storås. Det fjellet er ikke der i virkeligheten.
Samarbeidet mellom Tidemand og Gude gikk ut på at Gude malte landskapet, og Tidemand malte personene.
Samtidens kritikere sa:
... deres store Fællesbilde gjorde, især hvad Adolfs (Tidemands) Andel deri betræffer, formelig furore.
Alle saa vare de enige i at dette
Billede saare skjønt og poetisk i Tanke og Opfatning, og fuldendt for Figurenes Vedkommende.'
Om Gudes landskap heter det derimot:
'Kun paa Udførelse af Landskabet af Gude havde flere havet Adskilligt at udsætte.
Man har, blandt andet, deri savnet den Fuldendthed i Behandlingen, som dog er nødvendig til Begrebet om et fuldkomment vellykket Kunstværk . . .'
Vi vil vel også syns at synsranda uti Krødsherad er bra som den er, og at Gudes dramatisering er unødvendig.
Gude er også godt fornøyd med sin medarbeiders del av oppgaven. Han skriver til Betsy Anker:
'Det er alt seen Aften, og den varme Sommersol spreder et mildt og ømt Lys paa Skove og Vand, men ømmest kysser den dog Kinderne paa de tre unge Piger i Baaden - jeg troer ogsaa det er de smukkeste i hele Bygden . . .'
Gude nevner videre ' - en høitidelig Taushed, og det høitidelige Moment ligger i Solnedgangen efter en varm lykkelig Dag - havde det været i et katholsk Land, saa havde jeg ladet Pigerne bede et Ave Maria, men her...er der blot en Roe i Deres Stillinger, som tyder hen på, at Naturens velsignede Billede ogsaa afspeiler sig i deres Sjæl - dem ubevidst, ligemeget, og jeg vilde sige at en saadan Stilbed, et saadant Andagtens Øieblik er mere værdt end en Katholsk Bøn.'
FRA SIGDALSLAGETS SAGA
Anders B. Pedersen,
Sigdalslagets første formann
Anders B. Pedersen, Rothsay, Minn., og stifteren af Sigdalslaget, som bestaar af folk fra Sigdal, Eggedal, og Krødsherred, er født paa Braatelien i Sigdal 8de oktober 1838.
Hans forældre var jordbrugere, og var ei velstandsfolk, saa Anders kunde ei faa nogen høiere uddannelse, som han saa meget traktede efter, og som hans forældre gjorde alt muligt for, men det stansede altid paa udgifterne.
Almueskolen blev for ham som for hans otte søskende, den eneste tilflugt, og som i den tid ikke var avanceret nok til at give en lærenem discipel alt han kunde magte.
Efter konfirmationen indgik han i skrædderlære, som paa landet var at gaa rundt fra en familie til en anden, og det var i sandhed en god skole for at lære folkelivet at kjende.
Efter udstaaet læretid reiste han til Kristiania, for at uddanne sig i sit haandtværk og med haab om anledning til videre skolegang, og som han troede han fandt, ved at lade sig hverve ved 4de batteri af artilleriet, med den forstaaelse at han skulde saa gaa paa underofficerskolen.
Han troede paa dette, da han ei vidste at den som kan faa hvervet nogen, havde fem daler fra hvert subjekt han bragte ind. -
Men da han kom til chefen for batteriet, vilde ikke denne erkjende det gjorde løfte, da han havde flere, han selv hadde hvervet, som gik og ventede, og disse maatte have fortrinnet.
Dette siger han var den største skuffelse i livet op til den tid.
Efter endt militærtjeneste reiste han tilbage til Sigdal, hvor han sammen med sin broder kjøbte Kvislebraaten, og drev sit haandværk ved siden af.
I 1870 reiste han til Amerika, med Pierce county, Wisconsin, som bestemmelsessted.
Efter at have prøvet næsten alle af de værste arbeider som er at faa hertillands, tog han atter fat paa sit haandværk i St. Paul, Minn., hvor han i 1872 blev gift med Miss I. O. Watnaas, der det aar kom over fra Norge efter bestemmelse, da de var forlovede derfra.
I 1879 tog han Horace Greelys raad:
'Gaa vest, unge mand!'
og reiste til Wilkin county, hvor forlængelse af Great Northern jernbanen foregik, og hvor der paa Kristian Tanbergs eiendom var udlagt til station og platted for by.
Her begyndte han med kjøbmandsforretning, og blev den første som bragte byggemateriale til hvad nu er 'Village of Rothsay', han blev ogsaa indsat som postmester og tjente som saadan under baade republikansk og demokratisk styre.
Senere indgik han i fabrikvirksomhed i Fergus Falls, og senere i Duluth, hvor flere bankmænd havde del, og som paa grund af paniken af 1891 og 1892 gik fallit, og dette standsede forretningen, saa Pedersen solgte ud med tab, og gik tilbake til Rothsay, hvor han ikke længe efter solgte ud sin forretning og flyttede paa sin farm, som ogsaa er paa village corporation, og som han siden har drevet, i den sidste tid ved bruger. forts.